Da COP15 blev afholdt i Danmark i 2009 var København på den anden ende med sikkerhedsopbud, demonstrationer og kunstinstallationer. Prins Charles holdt tale, Arnold Schwarzenegger og Obama kom, og 170.000 politikere, embedsmænd, NGO’er og journalister strømmede ind og ud ad Bella Centeret i 13 dage i december. Siden er COP-konferencer blevet holdt hvert år i forskellige lande (- men blev dog rykket et år frem i 2020 på grund af en eller anden smitsom sygdom.)
Som helt almindelig Kählervase-dansker kan det være svært at få en fornemmelse for, hvad der sker på disse konferencer, og hvad det egentlig munder ud i. Læs videre her, så forklarer vi det.
Conferences of the Parties
COP står for Conferences of the Parties og er møder, hvor de medlemslande, der har tilsluttet sig FN’s klimakonvention (UNFCCC), mødes en gang om året i et af landene og kigger på resultaterne af den aktuelle indsats mod menneskeskabte klimaforandringer. Til møderne forhandler landene sig frem til nye tilføjelser til aftalen, som klimakonventionen er. Disse aftaler kaldes også protokoller.
Man kan sige, at “klubben” hedder UNFCCC, og “klubmøderne” hedder COP, og “klubhuset” er byer i de lande, der er medlemmer. Klimakonferencerne – COP – er den højeste instans inden for klima-diplomatiet. Ved konferencerne forhandler de enkelte lande og stater deres sænkelse af drivhusgas-udledning, de søger at opnå enigheder og aftaler, som er bindende, for at kunne holde sig selv og de andre medlemmer oppe på at undgå klimaforandringer. Sideløbende er der arrangementer og diskussioner om, hvordan man kan gribe problemet klimaforandring an.
Større og større
Klimakonferencerne startede i 1995 i Berlin. Da det var den første af sin slags, blev den kaldt COP1. Den næste i Geneve i 1996 blev kaldt COP2 og så fremdeles. I alt er der 197 medlemmer i UNFCCC. Det er 43 mere, end da de startede. Møderne er blevet større og mere omfattende gennem de sidste 25 år, og der er nu mere end 20.000 deltagere til møderne.
Deltagerne er embedsmænd, repræsentanter og ministre fra de deltagende lande, og de får følge af journalister og observatører fra forskellige NGO’er. Observatørerne kan deltage i diskussionerne og bliver informeret om alle beslutninger, men kan naturligvis ikke bestemme noget. Alle beslutninger bliver truffet af medlemsstaterne.
Stor ståhej for ingenting?
Inden en klimakonference løber af stablen, har der været mange forberedelsesmøder i de enkelte stater, så alt er klappet og klar til at gå i forhandlinger. Sideløbende med hovedkonferencen bliver der også afholdt mindre topmøder, og alle disse møder og al den medfølgende logistik og forplejning, har fået kritikere til at sige, at det er meget ståhej for meget lidt resultat.
Sagen er nemlig, at selve reglerne for at træffe beslutninger er medlemslandene uenige om – og så er det ekstra svært at blive enige om at træffe en bindende beslutning. I skitsen for proceduren for beslutninger stod der, at beslutninger skal tages på et flertal. Men ikke alle medlemslandene er enige i dét, og derfor er der ikke lavet en fast procedure for, hvordan beslutninger slås fast til COP-møderne. Imellemtiden følger de FN’s provision, der dikterer, at alle beslutninger skal være enstemmige. Ja, det lyder jo næsten helt umuligt og usandsyngligt, at alle 197 lande med helt forskellige dagsordnener og prioriteter skal blive enige om én ting. Og det betyder også, at ét enkelt land kan sætte en stopper for en beslutning. Det var f.eks. det, der skete i Danmark til COP15, hvor Nicaragua og senere Bolivia, Mozambique og Venezuela satte hælene i, og ingen beslutning kunne slås fast. I stedet fik vi en hensigtserklæring – the Copenhagen Accord.
Kyoto: den første bindende aftale
Ved den tredje klimakonference i Kyoto i 1997 blev deltagerne enige om den første bindende aftale. Kyotoprotokollens mål er at reducere de underskrivende landes årlige udledning af drivhusgas med gennemsnitligt 5,2% inden for den første periode (2008-2012) sammenlignet med 1990-målinger. Dette gjaldt kun de rige stater, hvor EU skulle reducere sine udslip med 8%, USA med 7%, Japan med 6%, mens Rusland, Kina og Indien er på 0%. Samtidigt tillader protokollen, at Australien må stige med 8% og Island 10%.
Som gulerod for industrilandene blev der indført fleksible mekanismer, hvor for eksempel et industriland, der klarer at sænke deres CO2-udslip mere, end Kyotoprotokollen beder dem om, kan sælge deres overskuds-CO2udledning til andre industrilande, der har udledt for meget CO2 – og dét til den højestbydende køber.
Cancún: Den næste bindende aftale
Året efter til COP16 i Cancún blev endnu en epokegørende traktat underskrevet. Målet her var at begrænse temperaturstigningen til maksimalt 2 grader og på sigt sænke grænsen til 1,5 grader. For at hjælpe de områder, der virkelig døjer med de stigende temperaturer, blev der lavet en klima-fond, der hedder Green Climate Fund. Her fordeles 7,9 milliarder dollars på projekter, programmer og aktiviteter, der understøtter en klimavenlig udvikling i udviklingslandende samt hjælper områder i udviklingslandene med at klare de uundgåendelige konsekvenser af klimaforandringerne. Sideløbende blev der også oprettet REDD (Reducing Emissions from Deforestation and Degradation), der skal forhindre afskovning ved at give økonomiske belønninger til de, som ikke fælder skove.
2015: Parisaftalen
Ved COP21 i Paris blev Parisaftalen vedtaget. Den skulle efterpoleres og uddybes i de kommende COP-møder, så den kunne blive operationel og funktionsdygtig.
Parisaftalen er en juridisk bindende traktat indgået mellem 196 parter til klimamødet. Målet er at begrænse global opvarmning til under 2 grader, og parterne skal være klimaneutrale i midten af dette århundrede. Parisaftalen ses som helt afgørende, fordi at for første gang samlede en fælles bindende aftale alle nationerne i en fælles sag om at bekæmpe klimaforandringerne og tilpasse sig konsekvenserne af dem.
Aftalen indeholder økonomisk og social transformation baseret på på den nyeste viden. Alle lande, som er med i aftalen, skal lægge en national plan for, hvordan de skærer ned på deres CO2-udledning. Dette mål for nedskæring skal fornyes hvert femte år, og den næste plan skal være mere ambitiøs end den forrige.
Danmark i Parisaftalen
Den store forskel på Kyotoaftalen og Parisaftalen er, at det ikke kun er de rigeste lande, der binder sig til at sænke deres CO2-udledning. Fordi Danmark er med i EU, har vi sammen med de øvrige EU-medlemslande fremlagt et reduktionsbidrag. Det vil sige, at EU har bundet os til at nedsætte vores udledning af drivhusgasser med i alt 40% i 2030 i forhold til 1990. Procenterne fordeles i EU’s medlemslande internt i EU. Danmark skal ligesom de andre lande, der er med i aftalen, hvert femte år fra 2023 rapportere, hvordan det går med deres nedskæring af CO2-udledning. Klimaplanerne indeholder reduktioner, som dækker over 95 procent af de globale udledninger af drivhusgasser, hvor Kyotoprotokollen dækkede under 15%.
Hvor kommer pengene fra?
Hele planen med at hjælpe de fattigste lande med at skære ned på CO2’en og tilpasse sig de klimaændringer, der vil ske alligevel, skal financieres med fælles hjælp. Det forventes, at de rigeste lande skal betale mest – i øjeblikket er bidraget samlet på 100 milliarder dollars om året. Meningen er, at dette beløb også skal stige gradvist. Tidligere var USA et af de lande, der bidrog med flest penge, men i 2017 meldte USA’s præsident Donald Trump ud, at han ville trække USA ud af Parisaftalen, og i 2019 skete det. I februar 2021 meldte USA’s næste præsident Joe Biden USA ind i Parisaftalen igen. En del af Parisaftalen er, at parterne skal bidrage med flere og flere penge.
Den næste konference
Da det mildest talt ikke er den bedste idé at samle 20.000 mennesker under samme tag midt under en pandemi, er den klimakonference, der skulle være holdt i Glasgow 2020, rykket til november 2021- også i Glasgow. Den konference får navnet COP26. Emnerne ved det COP-møde bliver en opfølgning på alle detaljerne i Parisaftalen. Pandemien har rystet posen for mange, og fået mennesker og regeringer til at kigge nærmere på miljøet. Tanken er, at når de skal genopbygge deres lands økonomi, vil det være oplagt at gøre det på en grøn måde.
En anden ting er, at COP26 bliver set som en opfølger å COP21, hvor Parisaftalen blev underskrevet. Her er tanken at gøre status og lægge sig fast på konkrete planer for at nå målene for Parisaftalen.
Hvad kan du gøre
Hvis denne tekst har gjort dig vild og blodig for at deltage i det næste eller kommende COP-møder, kan du deltage som observertør. Se her hvordan, men det er ikke lige vupti-nemt.
Hvis du vil være med at skabe en forandring, behøver du ikke demonstrere i en gul regnjakke i din skoletid eller stå med skilte og råbe foran COP-møderne. Du kan tage kontakt til politikere og beslutningstagere og prøve at få indflydelse på, de træffer grønne valg i national og international lovgivning. Du kan også starte i det nære, hvor du har direkte indflydelse. I din shopping , når du kører bil , når du laver mad og generelt leve grønnere i hverdagen.
