
Den lange tur for at besøge faster Irene. Turen ind på kontoret. Ungen, der skal hentes fra badminton. Storindkøbene til konfirmationen. Vi kommer ikke udenom, at det bare er smart at have en bil, og at vi ikke allesammen har fået skiftet over til el (endnu). I stedet for at ose i bilen med sort samvittighed giver vi dig 12 tips til, hvordan du kan trille videre i fossil-æderen med et lidt lettere hjerte.
1. Tjek dæktrykket
Tjek, at trykket i dækkene er optimalt for din bil. Så vil bilen køre bedre og køre bedre på literen. Det er også vigtigt lige at sikre dig, at de dæk, du har på, er godkendt af bilproducenten, hvis dækkene er for smalle, kan det for eksempel gøre, at bilen ikke trækker effektivt nok. Hvis dine dæk bliver holdt på det rigtige tryk, kan du spare benzin og omkring 10 kg CO2 per 800 km.
2. Tøm bilen
Tag de ting ud af bilen, du ikke skal bruge. Alle ting vejer lidt, og selv 5 kg vil gøre en forskel i det lange løb.

3. Overhold servicen
Hold din bil skarp ved at køre den til service, når det er tid, og gerne lidt ind i mellem. En lille ting som et beskidt luftfilter i motoren kan påvirke effektiviteten af brændstoffet meget.
4. Mindst 1/4 fuld
Prøv så vidt muligt altid at have 1/4 benzin i tanken. Hvis du lader bilens tank komme helt i bund, vil de sedimenter, der formentlig har lagt sig på bunden, kunne blive rodet ind i benzinen igen.

5. Skift olien
Få olien skiftet, når bilproducenten anbefaler det, for på den måde er du sikker på, at olien i din bil ikke bliver beskidt. Man kan også skifte olien for tit, så undersøg, hvad der er bedst for din bil. Det samme gælder typen af olie – følg det, producenten anbefaler.
6. Undgå tomgang
Undgå at lade bilen høvle i tomgang, medmindre det er piskenødvendigt. Hvis du ikke bruger den, så sluk den.
7. Brug cruise control
Når du er på langfart og bare skal derudad, så slå cruise control til, hvis det er muligt. På den måde kører bilen i samme fart uden acceleration og deceleration og sparer på benzinen og dermed også miljøet.

8. Sænk farten
Følg fartbegrænserne. Når du kører for hurtigt, bruger du mere benzin (og du bryder loven, men det er ikke det, det handler om her). Den optimale hastighed for de fleste biler skulle ligge mellem 65km/t-100km/t.
9. Ikke trampe
Du skal ikke trampe i hverken speeder eller bremsepedalen, hvis du vil køre grønt. Kig langt foran dig i trafikken, og prøv at køre så glidende som muligt. Hvis du f.eks. kører oppe i numsen på ham foran, risikerer du, du pludselig skal smaske bremsen i. Hvis du bliver hidsig og overhaler med et hurtig jog på speederen, så brænder du brændstof af, der ikke er nødvendigt. Hvis du kører behersket og fornuftigt, viser undersøgelser, at den almindelige bilist kan spare 5%-10% procent benzin, og den aggressive (jo, du ved det godt selv, hvis du er en) kan spare op til 20%.
10. Brug GPS
Nej, vi siger ikke, du er dårlig til at finde vej, men ved brug af GPS, kan du undgå at blive fanget i stop-kør-stop-trafik og køer på grund af ulykker eller myldretid. På den måde bruger du mindre benzin – og når hurtigere frem.

11. Kombiner ture
Hvis du skal løbe ærinder – vel at mærke ærinder, der “løbes” i bil – så prøv at kombinere tingene, så du når flere ting på én tur.
12. Luk vinduerne og sluk air con
At køre med åbne vinduer når du kører på motorvej er ikke bare ubehageligt, det er også dumt rent benzinøkonomisk. Det trækker i bilen, så den skal knokle lidt mere for at komme frem. Sluk også radio og airconditionen, når der ikke er brug for det. Det sparer strøm, som derfor sparer brændstof.