
Nu er der en familieelbil på vej fra kinesiske BYD, og den er prisvenlig.
Der er efterhånden mange gode elbiler på markedet. Man kan få fat i både store og små elbiler, men der er én ting, der har manglet: den familievenlige elbil til familievenlige priser. Ventetiden er dog snart ovre, for nu lancerer kinesiske BYD familieelbilen Dolphin. Det skriver FDM.
Bilen, der er veludstyret og på størrelse med en VW Golf, kommer til at koste 250.000 kroner, og som det er med elbiler, kan man forvente både en vildere motor og en større kabine, end det vi kender fra Golfen.
Det er BYD’s egenudviklede elmotor på 204 hk, der trækker på forhjulene, og den får strøm fra et ret avanceret koboltfrit BYD-batteri på 60 kWh. Det giver en rækkevidde på 427 km ifølge WLTP-normen.
En mere på vej
Og der er fart på hos kinesiske BYD, der udtales B-Y-D, som står for build your dreams. I Danmark er der endnu kun syv forhandlere, men på verdensplan er mærket nr. et, når man ser på antallet af solgte, elektrificerede biler. Ser man alene på rene elbiler, så overgås BYD kun af Tesla.
Og netop Tesla vil BYD tage kampen op med, når de lancerer den store sedan Seal som konkurrent til Teslas Model 3. Den kommer i udgaver med enten to- eller firehjulstræk, hvor begge har et BYD-batteri på 82 kWh, hvilket i begge tilfælde giver rækkevidder på langt over 500 km.
Den endelige pris er ikke kendt endnu, men den vil være et godt stykke dyrere end den mindre Dolphin. Hvis den skal konkurrere med Model 3, vil prisen formentlig ligge i omegnen af 350.000 kroner, og så får man meget lækker elbil for pengene, skriver FDM, der har prøvekørt både Dolphin og Seal.