
Det ser svært ud at nå de klimamål for 2025, som aftaleparterne har sat. Det vurderer eksperter og borgerlige politikere.
Danmark har et klimamål for 2030. Til den tid skal vores udledning af drivhusgasser være reduceret med 70 procent. Det står i den klimalov, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget. Det er et ambitiøst mål, og det kan blive svært at nu.
Netop derfor valgte aftaleparterne også at lave et klimamål for 2025, som skulle sikre, at arbejdet er på rette spor. Delmålet er, at reduceringerne i 2025 skal have nået et niveau på mellem 50 og 54 procent. Men det mål hænger nu i en tynd tråd. Det vurderer eksperter i en artikel fra Information.
Selv med CO2-afgift bliver det svært
Et af de værktøjer, et bredt flertal vil tage i brug, er CO2-afgifter på landbruget. Men selv hvis det indføres, bliver det svært at nå målet for 2025 siger tre eksperter til Information.
Der er ingen, der har indført CO2-skatter på verdensplan i den størrelse, som der er behov for, for at lave omstilling i den grad, der er behov for, siger Joachim Peter Tilsted, der er miljøøkonom og medlem af Klima- og Omstillingsrådet.
Regeringens seneste vurdering lyder, at der mangler 0,4 millioner ton CO2-reduktion for at nå 50-procentsmålet og 3,5 millioner ton for at nå 54-procentsmålet. Det vurdering virker optimistisk, siger eksperter til Information. Eksempelvis viser en analyse fra Concito i august med titlen “Klimamålet for 2025 hænger i en tynd tråd”, at der mangler større reduktioner i spændet 1,3-4,4 millioner ton CO2.
Også borgerlige politikere er skeptiske
Også hos den borgerlige fløj i Folketinget er der tvivl om, hvorvidt det er muligt at nå 2025-målet.
Oppositionens klimaordførere Mona Juul fra De Konservative og Marie Bjerre fra Venstre oplever, at målet – navnlig hvordan Danmark rent praktisk skal nå det – fylder meget lidt i valgkampsdebatten. De kritiserer i samme omgang regeringen for ikke at have fremlagt en konkret handlingsplan sammen med 2025-målet.
»Det er klart, at det havde været nemmere for et år siden, da vi bad om en handlingsplan, end det er nu. Nu er der alt andet lige kortere tid til. Men hvis vi kommer i regering, vil vi se på, hvilke virkemidler man kan tage fat på,« siger Marie Bjerre.
Konkret foreslår Venstre at øge produktionen af biogas og at investere 60 milliarder kroner i klima og natur – blandt andet ved at sælge statens andel af Ørsteds havvindmølleforretning. V-ordføreren fortæller, at partiet »ikke kan lave beregninger på«, om det kan sikre, at Danmark når 2025-målet, men at man »vil tage målet seriøst« og siger, at det »er forkert, at regeringen ikke har fremlagt en handlingsplan på det«.