
Et nyt el-produkt fra EWII får hele to blade i Forbrugerombudsmandens mærkningsordning og tager dermed teten for grønneste strøm i øjeblikket.
EWII, der leverer el, vand, varme og fiber i trekantsområdet, har skruet et el-produkt sammen, der får to blade i forbrugerombudsmandens nye, grønne energimærkning.
“Det er det grønneste produkt, jeg er stødt på indtil videre. Det indeholder både adgang til en energirådgiver, incitament til at bruge strømmen, når den er grønnest, og en fornuftig model for klimabidrag.”
Claus Ekman, direktør, Rådet for Grøn Omstilling
Ordningen er skruet sammen, så produkter enten kan få ét blad – for produkter, der er baseret på 100 procent vedvarende energikilder – eller to blade. To blade bliver tildelt de produkter, hvor producenten har gjort en ekstra indsats for at reducere CO2-udslippet.

Produktet hedder Grøn Fremtid og er lavet på 100% certificeret, grøn strøm. Abonnementet koster 29 kr./md. og er lidt dyrere pr. kWh end de øvrige grønne produkter (54,15 øre), men til gengæld støtter du klimaforbedrende projekter, hver gang du betaler din elregning.