
Kostråd og klimakamp – der er masser af gode grunde til at erstatte bøffer med bønner, men hvis det skal blive en vane, der holder i længden, skal du kun tænke på dig selv, siger vaneændrings-ekspert.
Klimaet og din krop klapper i hænderne, når du spiser mere grønt, men hvis det for alvor skal blive en vane, der holder, skal du tænke mere på dig selv og mindre på det store billede.
Den menneskelige hjerne er nemlig lavet sådan, at den skaber vaner og rutiner for, at der kan blive plads til at bruge hjernekrudt på alt det andet, vi skal forholde os til i løbet af en dag. Hvis vores hjerne skal overtales til at gøre noget nyt til en vane, skal det være en ret stor gulerod, der lokker.
”Når en vane skal ændres, overbevises vi ikke af logik. Vi skal rammes på forventningen om de positive følelser, der i bedste fald opstår ved at skifte en gammel, slidt vane ud med en ny og mere dynamisk vane.”
Albert Gjedde, professor emeritus i neurobiologi og farmakologi, Københavns Universitet
Så selv om det gode og rigtige i at spise klimavenligt er en nobel motivation, er det formentlig ikke nok til at overbevise din hjerne om, at den skal slå over på automat-pilot, når der skal købes og spises klimarigtig mad. I stedet skal du som forbruger kigge indad og se på, hvad der vil motivere dig: Er det det, at leve sundere? Er det at have det som hobby? Er det at være sammen med andre i et fællesskab om det? En idé kunne være at melde sig ind i en Facebook-gruppe eller gå sammen med nogle venner.
Hvad kunne få dig til at spise grønnere? Skriv i kommentarerne herunder.

Hvis jeg skulle spise mere vegetarisk, skulle det være fordi det ville være sundere for min krop – give mere energi, mindre overflødigt fedt, mere velvære, færre sygedage osv…