
De meget høje gaspriser, eurozonen oplever på grund af krigen i Ukraine, er en meget effektiv driver for den grønne omstilling. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet.
Der er ikke længe til 2050, hvor målene i Parisaftalen skal være nået. Krigen i Ukraine og de ekstremt høje gaspriser, der er fuldt med, har fået flere til at frygte, at klimaambitionerne må sættes på pause. Blandt andet fordi en lukning for russisk gas kan betyde, at flere lande må gå tilbage til de forurenende kulkraftværker.
Men sådan behøver det slet ikke at være. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet.
Kort tid efter, Rusland angreb Ukraine, gik forskere på Aarhus Universitet i gang med at beregne, hvad et stop for russisk gas får af langsigtede betydning. Særligt i forhold til at gøre det europæiske energisystem CO2-effektivt.
Forskningen er nu blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Joule, og den bringer positive nyheder. Forskningen viser nemlig, at gas-stoppet faktisk kan få ganske stor positiv betydning. Det er dog afhængigt af, hvor ambitiøs man er med Parisaftalens langsigtede målsætninger om at begrænse den globale temperaturstigning.
Dropper gasfyr – vælger varmepumper
Den model, forskerne har udviklet, viser den billigste og mest omkostningseffektive vej til henholdsvis 1,5 graders og 2 graders scenarier for det europæiske energisystem. Og her viser modellen klokkeklart, at høje gaspriser presser europæiske borgere til at droppe gasfyret og installere varmepumper.
Varmesektoren står for cirka en tredjedel af det samlede europæiske gasforbrug. Derfor vil denne omstilling have en stor betydning for den grønne omstilling.
”Det er interessant, at gasprisen dermed er driver for de ting, europæiske politikere i årevis har talt om. Dermed ikke sagt, at gasprisen og omstillingen af varmesektoren er tilstrækkeligt for 1,5 graders sceniariet. Det er det på ingen måde. Men det driver den grønne omstilling fremad i langt højere grad, end det ville gøre at bruge gas i en overgangsfase,” siger lektor på Aarhus Universitet Gorm Bruun Andresen, der er en af forskerne bag den videnskabelige artikel
Ebbe Gøtske, der er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, og som forsker i vedvarende energikilder i en europæisk kontekst, nævner, at det lige nu er vigtigt at holde fokus på de europæiske landes egentlige klimaambitioner:
”En reduktion i Europas samlede gasforsyning kan medvirke til en hurtigere opskalering af vedvarende energikilder, givet at klimaambitionerne holdes i hævd. Hvis ikke, risikerer vi blot, at andre fossile brændsler substituerer gas i en mellemperiode frem mod en fuld dekarbonisering,” siger han.
Stor udfordring i vente
Forskerne bag modellen vil ikke lægge skjul på, at den hurtigste vej til europæisk energisikkerhed er at sigte efter en ambitiøs plan og at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader.
”Men det kræver en voldsom udrulning af vedvarende energikilder i form af sol og vind,” siger Ebbe Gøtske og fortsætter:
”Vi skal op på at installere ca. 400 GW pr. år i årene 2025-2035, og det bliver en meget stor udfordring for de europæiske politikere.”