
Vores biler gør det. Vores kraftværker gør det. Industrien gør det. Flyene gør det. Og landbruget gør det. Vi lukker alt for meget CO2 ud i atmosfæren. Men hvad nu, hvis alt den CO2 ikke er et affaldsprodukt? Hvad nu hvis vi kan forvandle CO2 til mad?
Det er nogle af tankerne bag det projekt, som de to største fonde i verden – Novo Nordisk Fonden og Bill & Melinda Gates Foundation – har valgt at støtte med 200 millioner kroner.
Projektet bygger på et forskningsgennembrud, som Lars Angenent, der er professor i klima-bioteknologi ved University of Tübingen i Tyskland og professor på deltid på Aarhus Universitet, fik for nylig.
Det lykkedes ham at bygge en platform, som kan forvandle CO2 fra biogas til proteiner, som vi mennesker kan spise. På sigt kan teknologien måske endda kobles på kraftværker og fabrikker, som udleder store mængder CO2. I stedet for at CO2’en, som i dag‚ ryger ud i atmosfæren, vil den blive omdannet til mad.
“I første omgang bygger vi en bioreaktor i Foulum lidt udenfor Viborg. Reaktoren tapper biogas direkte fra biogasanlægget derude. Det skal den så omdanne til spiseligt protein. Hvis det er lige så effektivt, som vi håber, vil vi forsøge at udnytte overskydende CO2 andre steder fra – eksempelvis fra industrien”, forklarer Lars Angenent.
Mikroorganismer gør det hårde arbejde
“Det er egentlig bare naturlige processer, vi udnytter til at omdanne CO2, til noget vi kan spise. Vi bruger forskellige mikroorganismer til at gøre arbejdet for os. Først nogle bakterier, der spiser CO2’en og omdanner den til eddikesyre. Dernæst får vi gær til at omdanne eddiken til protein,” fortæller Lars Angenent.
Selvom processen er simpel, kræver det et stort arbejde at fintune den, så den bliver så effektiv som overhovedet muligt. Hvis protein, produceret på denne måde, skal have en chance, er det nemlig nødvendigt, at den er billigere end traditionelle fødevarer, forklarer han.
Hidtil har Lars Angenent kun testet sin bioreaktor af i laboratoriet – og her virker det glimrende. Men som det er med meget ny forskning, er spørgsmålet, om det kommer til at virke ude i virkeligheden. Og det er netop, hvad han skal undersøge i det nye projekt.
Selvom forskerne fra Aarhus Universitet i første omgang bygger og tester bioreaktorer til at omdanne biogas til spiseligt protein, kan de efter blot to år have indsamlet nok viden til at bygge store protein-producerende fabrikker.
SÅDAN OMDANNER FORSKERNE CO2 TIL PROTEIN
For at omdanne CO₂ til protein har forskerne bygget en bioreaktor i tre trin.
1. Første trin handler om at skaffe de råstoffer, der er brug for. Reaktoren skal bruge CO₂, brint og ilt. CO₂’en kommer i første omgang fra et biogasanlæg, mens brint og oxygen ved hjælp af grøn energi bliver lavet på stedet gennem en proces kaldet elektrolyse. Når man sætter strøm til vand, spaltes vandatomerne og danner henholdsvis brint og ilt.
2. I det andet trin bliver brint og CO₂ pumpet ind i en mikrobiel reaktor fyldt med en række bakterier – kaldet acetogener. Bakterierne, der lever hvor der ikke er ilt, omdanner brinten og CO₂’en til eddike (acetat) – ligesom den, vi afkalker kaffemaskinen med.
3. I tredje og sidste trin bliver eddiken filtreret fra og pumpet ind i en ny reaktor. Herinde er der en koloni af gær – ligesom den vi bager brød eller brygger øl med. Gæren omdanner – når den får tilsat tilstrækkeligt ilt – eddiken til protein. Proteinet kan så forarbejdes videre til forskellige madvarer som eksempelvis tofu.