
Det globale salg af økologiske fødevarer har aldrig været større. I 2019 rundede det 106 mia. euro, og danskerne lægger sig igen forrest. Ikke alene har Danmark den største økologiske markedsandel. Danskerne er nu også dem, der bruger flest penge på økologi pr. indbygger. Det fremgår af en ny international rapport.
Danskerne bruger i gennemsnit 2.580 kr. på økologi om året og kan dermed smykke sig med et dobbelt verdensmesterskab i økologi. For også når det kommer til den økologiske markedsandel, ligger vi helt i top med 12,1 pct.
”En del af forklaringen på vores verdensmesterskab er, at økologiske fødevarer har en fremtrædende plads i de supermarkeder, hvor danskerne gør deres daglige indkøb. I mange andre lande skal kunderne i specialbutikker for at købe økologi,” forklarer Pernille Bundgård, som er markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.
Rapporten forklarer dog, at mange europæiske lande har oplevet store stigninger i salget af økologiske fødevarer under nedlukningerne, og at forbrugeren har flere penge til at forkæle sig selv med økologi i en tid, hvor det ikke er muligt at rejse, gå på restaurant og til kulturelle begivenheder. De endelige tal fra 2020 er dog ikke opgjort i den nuværende rapport.
Det internationale marked for økologi har aldrig været større. På verdensplan blev der i 2019 solgt økologiske varer til en værdi af 106 mia. euro, hvilket svarer til ca. 788 mia. danske kroner – en stigning på 3 pct. fra året før. De største markeder for økologiske fødevarer er USA (44,7 mia. euro), Tyskland (12 mia. euro) og Frankrig (11,3 mia. euro).
Rapporten ”The World of Organic Agriculture – statistic and emerging trends 2021” udgives hvert år af Das Forschungsinstitut für biologischen Landbau (FiBL) og IFOAM. Læs mere på www.fibl.org.