
Antallet af ladepunkter i Danmark er mere end fordoblet det seneste år. Ser man på de seneste tre år, er antallet blevet firedoblet.
Det er noget af det, der kan få nogen til at vælge elbilen fra. Frygten for at løbe tør for strøm og være for langt væk fra opladningsmuligheder. Men den frygt behøver ikke at fylde så meget længere. Antallet af nye ladepunkter er nemlig eksploderet de seneste år.
I begyndelsen af april sidste år, var der cirka 5.200 offentligt tilgængelige ladepunkter i Danmark. Et år senere er antallet steget til 11.100. Det viser en optælling fra firmaet Charge X Analytics.
2.600 nye ladepunkter siden nytår
Det er særligt gået stærkt i begyndelsen af 2023. Alene i årets første kvartal kom der 1.900 nye ladestik. Og i april gik det endnu hurtigere, viser de seneste tal fra De Danske Bilimportører. I april alene kom der nemlig flere end 700 nye ladepunkter, hvilket altså trækker antallet op på cirka 11.800.
Det er gode nyheder, for det betyder, at væksten i antallet af ladestandere overgår væksten i nye elbiler og plug-in hybrider. Stigningen i antallet af ladepunkter svarer til 110 procent.
Flere ladere pr. bil
Det betyder altså, at den negative kurve endelig er knækket i forhold til, hvor mange biler, der skal kæmpe om ladepunkterne. I 2020 var der 7,1 elbiler pr. ladestik, men så gik det stærkt med salget af elbiler, og i januar 2022 skulle 13,8 elbiler slås om én ladeplads.
Den udvikling er heldigvis vendt nu, og udviklingen går den rigtige vej, sådan at 11,4 elbiler nu skal deles om ét ladepunkt.