
10 ubudne skadedyr og plantesygdomme truer den danske natur, og nu kan du som en ægte western-helt rent faktisk være med til at stoppe dem og hjælpe vores natur.
Coronaen har drevet os danskere ud i den danske natur – og heldigvis for dét! Nu kommer foråret også, og endnu flere af os vil tulle ud på grønsværen og i skovene. Det er her, at Miljø- og Fødevareministeriet beder om din hjælp. Sagen er, at ti bestemte skadedyr og plantesygdomme er et problem i den danske natur, og hvis du ser en af dem eller tegn på dem, beder Miljø- og Fødevareministeriet dig om at anmelde det.

“Der findes over 170 plantesygdomme og skadedyr, som vi for alt i verden skal prøve at holde ude af Danmark. Her har vi brug for alles hjælp, og derfor sætter vi nu fokus på 10 af dem, som er nemme at se med det blotte øje. Vi kalder alle landets haveejere og friluftsmennesker: Hvis I ser et af de her skadedyr eller plantesygdomme, så skal I melde det til os.”
Enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.
