
VEKS, CTR og Hofor underskriver ’letter of intent’ med Innargi. Målet er jordvarme i hovedstaden. Håbet er, at projektet også kan levere fjernvarme til andre byer på Sjælland.
Den russiske krig i Ukraine og den medfølgende energikrise har gjort det mere nødvendigt end nogensinde før at løsrive sig fra Russisk gas. Jordvarme kan være en af de ting, der baner vejen for energiuafhængighed. Og nu er der nyt på den front.
Tidligere på året indgik Innargi og Kredsløb i Aarhus en aftale om at levere varme hentet op fra undergrunden til aarhusianerne.
Nu har selskabet – som har A.P. Møller Holding som medejer – indgået et lignende partnerskab om geotermi i hovedstaden med idriftsættelse i 2026.
Varmeselskaberne CTR, VEKS og Hofor har i form af et ’letter of intent’ sammen med Innargi taget de første spæde skridt. Det skriver Klimamonitor.
Første skridt er jordvarme i hovedstaden.
Indtil videre er aftalen mellem Inargi og varmeselskaberne, at man vil arbejde »aktivt og målrettet på at få geotermi i hovedstadsområdet«. Der mangler derfor stadig, at der træffes en konkret investeringsbeslutning, før københavnerne kan vide sig sikre på grøn varme fra undergrunden.
I den pressemeddelelse, som parterne bag projektet har sendt ud, skriver de, at potentialet for geotermi svarer til forbruget hos mellem 35.000 og 75.000 husstande.
Planen der arbejdes mod er, at Innargi skal stå for at hente varmen op fra undergrunden, hvorefter varmeselskaberne VEKS, CTR og Hofor skal købe energien af virksomheden og distribuere den ud til borgerne.
Et muligt gennembrud i geotermi
Kamma Eilschou Holm, direktør i CTR, håber ifølge pressemeddelelsen, at aftalen kan være med til at skabe et gennembrud for geotermi i hovedstaden. Tidligere har Hofor haft et forsøg med geotermi, men det lukkede igen efter forurening i boringen.
»Der har været bump på vejen. Med partnerskabet med Innargi tilføres andre kompetencer, så det er et godt skridt i den retning. Lykkes det, er vi for alvor på vej mod 100 procent grøn fjernvarme i hovedstadsområdet. Det vil dog også være afgørende, at vi kan få de nødvendige arealer,« siger hun med henvisning til, at anlæggene skal opføres et sted – og jord er sparsom i hovedstaden.