
Forsyningsministeriet melder i dag ud, at det efter påske bliver lettere at få offentligt tilskud til at varme- og energioptimere sin bolig.
Det har været for svært at få del i de mere end 2,3 mia. kr., der er afsat som en del af bygningspuljen til energieffektiviseringer og udskiftning af olie- og gasfyr. Flere end 19.000 boligejere søgte om tilskud, men kun 5420 fik det. Derfor er et flertal i folketinget blevet enige om at justere puljen, så flere får tilskud, og ansøgningsprocessen bliver mere smidig. Det gør man ved at uddele den årlige pulje ad flere omgange og sætte tilskudssasten lidt ned.
Overvældende interesse
Der har været en overvældende interesse for at søge tilskud i puljen, konstaterer klimaminister Dan Jørgensen og fremhæver, at de har lyttet til kritik fra aktører på markedet. Blandt andet installatører af varmepumper har gjort opmærksom på, at tilskudspuljen har gjort, at installationerne er sket rykvist i stedet for flydende med konsekvenser for markedet.
”Der har været en helt overvældende interesse for at søge tilskud til udskiftning af olie- og gasfyr og energiforbedringer. Det er naturligvis meget positivt, at danskerne har taget så godt imod ordningen. Men det betød desværre også, at mange oplevede at få et afslag. Derfor har vi nu handlet hurtigt og tilpasset puljen, så flere kan få tilsagn om tilskud fremadrettet”
Klimaminister Dan Jørgensen.
Tiltagene til udfasning af olie- og gasfyr menes at medføre, at en tredjedel af gasfyrene vil være udskiftet i 2030.
