I fremtiden kan de virksomheder, som bor til leje ved ATP Ejendomme, tilbyde deres medarbejdere opladning af elbiler. Et samarbejde med Spirii skal bane vejen.
Det går ikke så hurtigt, som vi gerne vil have, men det går fremad. Flere og flere danskere køber elbiler, men der er stadig nogle, der hænger i bremsen. Det skyldes blandt andet, at mulighederne for at oplade sin elbil stadig ikke er helt optimale.
Det vil ATP Ejendomme nu gøre noget ved. Derfor har selskabet indgået et samarbejde med Spirii, som har til formål at lave et landsdækkende ladenetværk til elbiler ved ATP Ejendommes ejendomme.
Flere vil have adgang til opladning
Virksomheder efterspørger i stigende grad ladeløsninger til både egne biler og medarbejdernes elbiler. Den efterspørgsel mærker ATP Ejendomme, som ejer og drifter ejendomme til erhvervslivet:
”Elladestandere er en naturlig tilføjelse til de faciliteter, som vi ønsker at tilbyde vores kunder, og derfor stiller vi også høje teknologiske krav til den løsning, Spirii leverer,” fortæller ESG-chef i ATP Ejendomme, Peter Hebin Bruun og fortsætter:
”Overordnet set vil vi gøre det let for vores kunder at træffe bæredygtige valg. Både når det kommer til mindre tilvalg og ved store investeringer i energioptimering, solceller og renovering.”
Ejendomme og efterspørgsel skal screenes
Hos ATP Ejendomme skal investeringen i ladeinfrastruktur ikke blot bidrage til omstillingen til elbiler, men også skabe bæredygtige og fremtidssikrede ejendomsinvesteringer:
”Investeringer i bæredygtighed på vores ejendomme er god forretning og en forudsætning for et langsigtet afkast til de danske pensionister. Vi glæder os derfor til i de kommende år at kunne tilbyde opladning af elbiler til vores ejendomskunder,” afslutter ESG-chefen i ATP Ejendomme.
Det første skridt i arbejdet med et nyt ladenetværk til elbiler er en screening af ATP’s ejendomme, og en kortlægning af efterspørgslen. Derefter vil ATP Ejendomme i samarbejde med Spirii etablere ladestandere og ladeløsninger til virksomhederne.
Spirii leverer hele løsningen.